Shu-bi-dua vælger en retning med deres
”hyldest” til Danmark, som jeg ikke kan andet end nyde. Deres
diskrete måde at egentlig gøre grin med den danske
national-følelse, uden man lægger alt for meget mærke til det, er
vildt fed. Jeg har personligt aldrig haft den følelse af at være
dansk, udover på de regnfyldte forårsdage, hvor der egentlig ikke
er synderligt meget at råbe hurra for. Shu-bi-dua giver mig
fornemmelsen af at de har det på samme måde som jeg, at de finder
den form for nationalitets sludder latterligt, især fordi der
egentlig ikke er noget særligt over Danmark. Derfor vælger at gøre
grin med det igennem sarkasme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar